Jan Norman – en billedmand på havnen

Helt ude for enden af havnen, hvor man kan mærke blæsten og skue ud over Aarhus Bugt, ligger Galleriet i en sort træbygning. Derinde bliver man mødt af et ganske særligt univers, der består af kunstværker i nærmest scenografiske opstillinger.

Det er kunstneren, Jan Norman (f. 1951), der står bag. Egentlig vil han hellere kaldes billedmand, og på mange måder er det også det, han er: nemlig en mand som skaber billeder både helt konkret i form af sine billeder og skulpturer, men også inde i folks hoveder. Når man kigger på hans værker, er det som om, man ser et glimt af en historie, og man kommer nemt til at spekulere på, hvad det mon er med det telt på stranden? og hvad den fisker med den store fugl er i færd med – er han overhovedet fisker? Jan selv ser det som en styrke, at der er noget uforklarligt i værkerne, de må gerne kunne pirre nysgerrigheden.

Han er heller ikke bange for at blande genre og arbejder med manipulerede fotos, træ, metal og objekter, som han finder, og som han sætter ind i nye sammenhænge, så de ændrer betydning og støjer lidt på den gode måde.

Fra Viby til Marselisborg
Før Jan kom ud på havnen, holdt han til i sit atelier i Viby, hvor han arbejde i omkring 25 år. Før det, arbejdede han nogle år med sin kunst i Budapest i Ungarn, hvor han var tilknyttet et værksted. Fra sin tid i Ungarn fik han bl.a. stor respekt og interesse for det gode håndværk, hvilket stadig afspejler sig i hans værker.

En novemberdag i Viby 2018 fik han dog tilbuddet om at flytte ind på Marselisborg Lystbådehavn i en nyopført bygning, og dér slog han til, for som han siger ”Det er en gave til at prøve noget helt andet, man skal udfordre sig selv, selvom man er et stykke henne i livet. Man må aldrig miste nysgerrigheden. Nysgerrigheden skal drive vores liv på alle måder. Jeg er nysgerrig på mig selv og på, hvad der kommer til at ske med det her. Jeg ikke bange for det, selvom det er meget anderledes”. For det er anderledes. I Viby var Jan vant til at gå i sin egen verden og arbejde, og på havnen kommer folk forbi Galleriet dagen igennem for at se, hvad han laver.

Jan er ikke i tvivl om, at flytningen kommer til at præge hans værker fremover, og han kan mærke, at det føles rigtigt at være på havnen. Dels synes han, at der er et fantastisk fællesskab omkring havnen, og dels nyder han at være er tæt på naturen, som på sin vis repræsenterer ”det oprindelige” i os mennesker, og netop det oprindelige, det urmennekselige element, er noget, som han forsøger at synliggøre i sine værker. ”Man er så meget til stede herude på næsset. Det er en oplevelse at se folk sidde og kigge udover vandet, og jeg vil gerne vise folk, at det er en, der arbejder med det uforklarlige og oprindelige”.

Jan understreger, at han holder ufattelig meget af sit arbejde, og det er man heller ikke i tvivl om, når man møder ham, hvilket man selvfølgelig har mulighed for.

Der er ingen åbningstider i Galleriet, men Jan er der ofte, og man er mere end velkommen til at kigge ind og gå på opdagelse. Galleriet kan findes på Marselisborg Lystbådehavn lige før Bro C.

Foto: Uffe Kjær